Sagt ved uddelingen af Statens Kunstfonds tre-årige arbejdsstipendier i 2003:
Peter Adolphsens position i 90'ernes litterære Danmark kan sammenlignes
med Villy Sørensens fyrre år tidligere. De to udgivelser, "Små
historier" (1996) og "Små historier 2" (2000) er skrevet af en ung
vismand, en lurendrejer og en sprogets mester. Der er tale om
minimalisme, en skriftens akribi (nøjagtighed, skarpsindighed, red.)
med universelle perspektiver og i en form, der tenderer klovnenumre og
linedans. Inspirationer kommer fra blandt andet Borges og Højholt, men
eleven tryller selv med så stor originalitet, at man glemmer enhver
reference.
Den nye udgivelse er en lille roman, "Brummstein", som i
"milligramatisk præcision" (Erik Skyum-Nielsens udtryk) ikke lader de
små historier noget efter. Brummestenen opdages i en hule tidligt i det
20. århundrede og afgiver som det klippemassiv, den kommer fra, nogle
uforklarlige lyde og vibrationer. Den underlige tingest knyttes til
forskellige menneskeskæbner i det af alle århundreder det mest
rædselsvækkende, den synes at være selve konstansen i det tilfældige og
foranderlige, den uforståelige "stemme" er i virkeligheden et ekko af
tilværelsens gåde, den universelle mystik.
At Peter Adolphsen i sin næsten matematisk opbyggede prosa formår at
skabe bevægende portrætter (som f.eks. forholdet mellem drengen
Ferdinand og den gamle mand Georg) skyldes, at hans eminente
kompositoriske talent og sproglige perfektion aldrig bliver et mål i
sig selv, men konstant opererer med filosofiske og eksistentielle
problemstillinger, så det ofte svimler for den overraskede læser.
Dertil kommer, at Peter Adolphsen akkurat som de allerstørste moderne
forfattere (som Kafka og Beckett) lader en menneskevarm og forsonende
latter rulle dybt inde i teksten.
Litteraturudvalget:
Henning Mortensen (formand), Camilla Christensen og Sven H. Rossel
|
